I arbejdet for at sikre en retfærdig og fredelig verden er stabilisering af skrøbelige stater en afgørende udfordring i det 21. århundrede. Det afspejles i mange danske indsatser i disse år, f.eks. i Somalia, Mali, Syrien og Afghanistan. Skrøbelige stater mangler kapaciteten eller viljen til at levere de grundlæggende funktioner, der skaber det nødvendige grundlag for udvikling og sikkerhed. Dette kan have store konsekvenser i form af ekstrem fattigdom, flygtningestrømme, fristeder for terrorister og økonomisk kriminalitet. Samtænkte stabiliseringsindsatser, der finder sted i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling, er en særlig prioritet i den danske udenrigspolitik. Danmark har mange forskellige kapaciteter til rådighed for indsatserne, heriblandt diplomati, udviklingssamarbejde, militær og politibidrag. For at skabe størst sammenhæng i og effekt af de danske indsatser har regeringen udarbejdet denne samlede politik for Danmarks stabiliseringsindsatser, der bygger på konkrete erfaringer fra felten og udstikker retningslinjer for Danmarks fremtidige stabiliseringsindsatser.